En guide til fodboldmusik

I anledning af VM dykker vi ned i de magiske øjeblikke, hvor fodbold og musik går op i en højere enhed – fra de sange, der er fast repertoire på tribunerne, til de spillere, der er blevet udødeliggjort i sangtekster.

Det var på tribunerne, at fodbold og musik første gang fandt hinanden. Siden slutningen af 1800-tallet i England har fans udtrykt sig kollektivt gennem sang. De kampråb, der for alvor vinder udbredelse, har alle ét afgørende element til fælles – en melodi, der skaber sammenhold. Ordene er måske nye, men melodierne er hentet fra hitlisterne eller klassiske folkesange. Ligesom de største hits går de bedste stadionhymner verden rundt. The White Stripes' “Seven Nation Army” blev oprindeligt lavet om til et kampråb af fansene fra det belgiske hold Club Brugge, hvorefter AS Romas tilhængere bragte den til Italien i 2006. Da Italien vandt VM den sommer, brølede hele nationen ordløst med på guitarriffet. Siden er den vokset så meget, at den ikke længere er en White Stripes-sang. Det er en fodboldsang.

Forud for en stor international turnering bestiller mange lande en officiel slagsang – men nogle gange er det netop de sange, som de officielle fodboldforbund helst vil holde lidt på afstand, der går lige lukt ind i nationernes hjerter. Tænk bare på “Three Lions”, der i 1996 – og med et par års mellemrum lige siden – emmede af vemod og et ukueligt håb om, at fodbolden måske endelig ville “komme hjem” til England. Det bedste moderne eksempel på en bestilt megasucces er Shakiras “Waka Waka (This Time for Africa)” – FIFA's officielle slagsang til VM i 2010. Sangens afropop-groove fik sit helt eget liv og blev et af Shakiras største kendetegn. Så er det ikke så mærkeligt, at FIFA igen har bedt hende om at lave VM-sangen i 2026. Resultatet blev “Dai Dai”, som blev til i samarbejde med Burna Boy.

Det er blevet et hædersmærke at blive nævnt i rap. En generation af britiske raphelte med Stormzy, Dave og AJ Tracey i spidsen misser sjældent en lyrisk åbning, når det gælder om at hylde fodboldens største navne. Legenderne Lionel Messi og Cristiano Ronaldo er blevet foreviget af Bad Bunny, Kendrick Lamar og Drake, Didier Drogba har inspireret Afro B's virale afrobeats-rap-crossoverhit “Drogba (Joanna)”, Berlins Luciano gav Algeriets anfører Riyad Mahrez et skulderklap på “Roli”, mens franske MC Sneazzy hylder landsmanden Zinedine Zidane med “Skurt Cobain”. Rap er dog ikke den eneste genre, der kan: Da den irske country-popstjerne CMAT i en sang skulle referere til en, der var skaldet, faldt valget på ingen andre end Bayern München-træneren Vincent Kompany, som i 2023 endte med at lægge navn til hendes sang.

Indimellem er der spillere, der gerne vil have mere kreativ udfoldelse, end deres træners disciplinerede taktik tillader, og som derfor tager springet til selv at lave musik. For nogle er det blot en kort afstikker fra fodboldkarrieren – således fulgte den hollandske legende Ruud Gullit aldrig op på sin reggae-pop-single “Not the Dancing Kind” fra 1984 – mens andre ligefrem skaber sig en solid musikkarriere. I Portugal håber de nok, at Rafael Leão kan medbringe den samme overflod af selvtillid, hans WAY 45-rapprojekter emmer af, til VM, mens Holland sikkert håber på det samme fra deres egen ikoniske angriber-skråstreg-rapper, Memphis Depay. Den mest succesfulde overgang fra stadion til studie tilhører dog den tidligere ungdomskeeper i Real Madrid, Julio Iglesias. Da hans karriere blev abrupt afsluttet af en skade, blev det startskuddet til, hvad der skulle ende med over 250 millioner solgte album.

Hvis kampråb opstår og breder sig organisk, så er målsange som regel mere bevidst gennemtænkte. Stadionhøjttalere verden over dundrer nu med en bred vifte af jubelsange, lige fra cancan (Bayern München) over Blurs “Song 2” (blandt andre Juventus og det franske landshold) til Real Madrids specialbestilte og udpræget bombastiske “Hala Madrid …y nada más”. Det er numre, der fremkalder den slags øjeblikkelige eufori, som kun et VAR-tjek kan punktere. Til VM i 2022 bad FIFA de deltagende nationer om selv at vælge deres målfejringsmusik. England, Polen og Schweiz valgte alle den samme italienske eurodance-klassiker: Galas “Freed From Desire”. Det var et sikkert valg, eftersom den allerede var blevet omdannet til en populær slagsang – og et bevis på, at fodboldens mest autentiske musikalske øjeblikke som altid har fansenes hengivne tilslutning.